Vi har en invitation til dig, der gerne vil:
  •  spise sundere
  •  leve miljøvenligt
  •  være dyreven
  • inspireres med nye opskrifter
Deltag i Marts med Medfølelse og spis vegansk i hele Marts. Du får hjælp, inspiration og opskrifter samt opbakning og moralsk støtte fra tusindvis af andre deltagere. 
 
Hvorfor deltage?
  • Du er skeptisk, men er klar på en god udfordring. At deltage vil give dig indblik i en anden måde at spise på, og måske får du en masse nye livretter?
  • Du er stor dyreven, og har lyst til at gøre endnu mere for dyrene, end du allerede gør. At deltage vil være en konkret måde, hvorpå du kan værne om dyrenes liv og velfærd.
  • Du har levet vegetarisk igennem længere tid. At deltage vil give dig et kærligt skub, og give dig mulighed for at opleve, hvordan det vil være at gå skridtet videre fra vegetar til veganer.
  • Du er allerede veganer. Deltag og få mere inspiration, og støt op om initiativet, f.eks ved at hjælpe os med at vise de mange deltagende i begivenheden her, at det er lettere end nogensinde at spise grønt, bæredygtigt, sundt og dyrevenligt – med masser af lækkerhed på!
Flere kendte danskere har deltaget i Marts med Medfølelse (Bl.a. Silas Holst, Sys Bjerre, Søren Bregendal og Kira Eggers) 
Det sagde Silas Holst om Marts med Medfølelse 2018:
"Jeg bakker op om "Marts med Medfølelse", da tunge emner som dyrevelfærd og miljø ligger mig meget på sinde. Jeg har 1. oktober (2017) åbnet burgerbaren "Greenburger", som er en vegansk burgerbar. Den åbnede ikke som et form for korstog for at omvende folk, men i et forsøg på at bygge bro mellem kødspisere og veganere. For at åbne folks øjne for at plantebaseret mad kan smage syndigt og lækkert, men i en sundere og mere miljø- og dyrevenlig udgave. I et forsøg på måske at få folk til at spise mere grønt. Deltag i "Marts med Medfølelse" for at få helt konkret inspiration og prøve, hvor fantastisk det er at spise plantebaseret!" ~ Silas
 
Det sagde Sys Bjerre om Marts med Medfølelse 2014:
»Jeg synes, at Marts med Medfølelse er et rigtig godt initiativ. Personligt har jeg levet af en plantebaseret kost i snart 3 år og elsker at lave mad. Nu synes jeg, det er nemt at lave en nærende, velsmagende, vegansk middag, men jeg kan godt huske, hvor uoverskueligt det virkede i starten, det med at skulle bygge et måltid op omkring grønt i stedet for kød. Derfor er Marts med Medfølelse et rigtig godt sted at starte. Madplaner og opskrifter vil give begyndere en hestesko og forhåbentlig blod... øh, eller måske rettere juice, på tanden og mod på at give det kødfri køkken den chance, det fortjener.«
 
Hvor foregår det?
Alle steder du færdes i hele marts måned. Hjemme hos dig selv, på jobbet, i skolen, i klubben. Når du tager ud at spise, er sammen med dine venner, din familie, kammerater og kollegaer.
 
Hvordan deltager jeg?
Tryk ”deltag” i begivenheden på Facebook, og tag derefter forbi og ”synes godt om” vores Facebookside. Vi vil hele måneden give dig råd, spændende opskrifter, tips og tricks til, hvad du kan spise, hvor og hvordan. Vores hjemmeside vil derudover både indeholde nye madplaner, indkøbslister, nyttige links og information, så du er godt dækket ind til en hel måned, hvor du spiser lækker mad med medfølelse.
 
Vi hjælper dig personligt

Erfarne veganere står klar til at hjælpe dig i vores gruppe Marts med Medfølelse - hjælp og vejledning på Facebook! Det er en slags “vegan hotline” når tingene (eller maden?) brænder på.

Vi glæder os til at inspirere dig gennem hele marts måned og håber, du vil sende invitationen videre til dine venner!
 
Med venlig hilsen,
Danmarks veganske forening