Danmarks Veganske Forening arbejder for at udbrede veganisme. Vi ønsker at vise, hvordan man lever vegansk, og gennem kærlig inspiration og ærlig konfrontation vil vi fortælle om de mange gode grunde til at gøre det – miljømæssige, sundhedsmæssige og etiske.

Vores forening er baseret på et antispeciesistisk grundlag, som betyder, at vi er imod diskrimination på baggrund af art, ligesom vi er imod alle andre former for diskrimination. Alle dyr med evnen til at sanse og føle er berettiget til moralsk hensyntagen.

Foreningen er drevet af en passion for empati, der rækker ud over vores egen art, men som også inkluderer mennesker. Vi søger derfor at være ikke-fordømmende og fokusere på det positive budskab, men samtidig er vi seriøse og kompromisløse omkring vores arbejde for andre dyrs ret til liv og frihed. Vi søger at fremme reel oplysning, som vil være til gavn for os alle – mennesker som andre dyr.